SOMMERSOLHVERV

Jeg tillader mig at bringe mit solhvervsskriv fra sidste år frem igen i håb om, at det kan være relevant for nogle derude - også i år. 

Natten i nat er så årets korteste nat, sommersolhverv. Ofte bruges udtrykkene sommersolhverv og midsommer i flæng, men de dækker ret beset ikke over det samme. Selve solhvervet falder omkring 20.-21. juni, mens midsommer betegner sommerens midte, og da sommerhalvåret ifølge den gamle nordiske månekalender begynder i april og slutter i september/oktober, må midsommer falde i juli, ikke i juni ved sommersolhvervet. Ydermere er der intet belæg for, at selve sommersolhvervet var en nordisk hedensk højtid. Sammenblandingen af midsommer og sommersolhverv opstår formodentligt på baggrund af, at den kristne kirke slog vor egen nordiske tidsregning i stykker og indførte kristen tidsregning, og i øvrigt forsøgte ved at flytte en mulig hedensk højtid/fejring ved midsommertid i juli til Johannes Døberens dag, d. 24. juni, at skubbe denne ind i en kristen ramme. Man flyttede altså ved kirkens mellemkomst den store fejring af midsommeren fra den egentlige højsommer i juli/august til skærsommer i juni, hvor solen godt nok ved solhverv kulminerer rent lysmæssigt, men hvor dens varmende virkning på jord, natur og mennesker endnu ikke har nået for alvor at gøre sig gældende; solens varmende og livgivende magt er først på sit højeste sidst i juli. 

 Når mange i dag fejrer sommersolhverv i juni som den store hedenske midsommerfest er det altså ikke en oprindelig nordisk hedensk skik, men noget man har indført fra fremmede traditioner. 

 Mens der ikke er belæg for en asetro oprindelse til blot ved sommersolhverv i juni, har sommersolhvervet gennem århundreder spillet en stor rolle i folketroen som en hellig tid, hvortil der knytter sig alskens ritualer og religiøse forestillinger. Mange af disse forestillinger og skikke har utvivlsomt rødder dybt tilbage i hedenskabet, hos vore asetro forfædre. Nogle skikke er ganske givet ved kirkens mellemkomst forlagt fra den oprindelige midsommer i juli til solhvervstiden i juni, andre skikke bærer mere præg af at være ritualer, der hører våren til. Vi kender f.eks. midsommerbål og -blus, der tændes for at skærme og holde uvæsen borte, midsommertræer, der tjener som midtpunkt for ungdommelig festlighed og dans, og midsommerløvning, hvor man plukker grene fra udvalgte træer og placerer dem forskellige steder for at værne mod uvæsen eller vanskæbne. Mange af folketroens skikke centrerer sig om vand og den magiske kraft, der ved denne tid findes i alt vand, det være sig havet, søerne, bækkene, åerne eller kilderne. Mange helligkilder, som jo opfattedes som havende lægende kræfter, var særligt besøgte selve solhvervsnatten (kaldt "midsommernatten"), f.eks. Helene kilden ved Tisvilde eller Kippinge kilde på Lolland. 

Særlig magisk kraft denne nat tillagdes også duggen og urterne, hvilket giver god mening, for det er et (ofte synlige) faktum, at saftspændingen er på sit højeste for mange urters vedkommende netop på dette tidspunkt. Solhvervsnatten blev i øvrigt ofte brugt til at tage (kæreste)varsler og involverede som regel vand eller blomster. Ligeledes var det udbredt at gøre solhvervsnatten til en vågenat, hvor især ungdommen sørgede for at holde sig vågen natten igennem med drik, dans og andre munterheder. 

Lad et være sagt med det samme, at jeg kun sjældent har deltaget i blot ved sommersolhverv, men det, at jeg ikke bruger at blote i flok denne aften, betyder ikke, at jeg ikke helligholder solhvervet. For mig er solhvervsnatten en alene foreteelse, en nat hvor jeg sørger for ikke at sove, hvor jeg opholder mig udendørs i naturen, gerne ved vand – det være sig havet, en å eller det mest traditionelle, ved en helligkilde. 

 Vandet og det at våge natten igennem er for mig afgørende. Min solhvervsvågenat indeholder et element af udesidning, selvom vågenat og udesidning ikke er helt det samme. Solhvervsnatten sidder jeg ikke hele natten igennem, i løbet af natten rykker jeg lidt rundt, mest for at sanke planter og andet. Vandet (hav, sø, elv, å eller kilde) bestemmer nattens sted, og jeg giver et offer til vandet. Oftest har dette vandsted ikke været en oprindelig helligkilde eller en kilde med rødder tilbage til hedensk tid som blotkilde. Som jeg ser det, helliger jeg og tidspunktet selv kilden i det øjeblik, jeg opsøger den og sætter mig for at våge ved den, ære den, og ofre til den. Naturligvis er det kraftfuldt at våge ved en kilde eller helligå, forfædrene kendte, som f.eks. Ilsemade kilden på Samsø, der har rødder tilbage til bronzealderen som offerkilde, men grundlæggende anser jeg AL natur i Norden for at være hellig. 

 Som nævnt blev solhvervsnatten i folketroen kædet sammen med både det at våge og det at tage varsler, selvom de to ting ikke hang sammen. For mig personligt kom det til at hænge sammen og det med at våge blev et afgørende element lidt ved en tilfældighed for syv år siden nord for polarcirklen i Lapland, hvor jeg, efter at have været på en længere vandretur kom spadserende ned fra fjeldet, ned til vejen midt ude i ingenting, og stillede mig op ved det ensomme busstoppested og ventede på bussen, der til min undren ikke kom. Da tiøren endeligt trillede, og jeg kom i tanke om, at det var "Midsommar" og dermed helligdag, hvor denne buslinje ikke kører, gik jeg ned til Luleälven og satte mig. Jeg fyldte min drikkedunk og sad hele natten og holdt øje med solen – for tænk, hvis den snød og alligevel gik ned?! Det gjorde den ikke, den gled nedad mod horisonten, der var et lillebitte dyp i lys henimod kl. 03, hvor det blev lidt mere rødligt – og så fik den ellers fart på opad igen. Jeg sad i fuldt solskin hele natten og kiggede ud over Luleälven. Det var denne nat jeg erfarede, at varselstagning er noget helt andet, end hvad jeg tidligere havde troet. 

 I Danmark glider solen jo faktisk ned under horisontlinjen ved solhverv, men den når aldrig længere ned end 18 grader under horisonten, og tusmørket varer hele natten, fra borgerligt - til nautisk- til astronomisk tusmørke og tilbage igen – op over horisontlinjen. Tusmørkenætterne, de lyse nætters antal afhænger af breddegrad, i Skagen er der lyse nætter 28.april -14.august., men lysest er det selvklart omkring d.20.-21.juni, hvor skumring og dæmring glider ind i hinanden, og hvor hele natten er spøgelsesagtig grå, fuldt af væsner og viden, helbredelse og håb, en natteverden, der afklædt og nøgen, svæver i tusmørkets ingenmandsland. Ikke så sært, at den lyseste af de lyse nætter i de gamle nordiske bondesamfund blev anset for en vigtig "magisk tid – og vel stadigvæk har potentiale til at være det? Jeg anser det for oplagt, at vi genoptager skikken med på sommersolhvervsnatten at holde vågenætter ved helligkilder eller helligåer, og denne nat ærer naturen, magterne, vore guder, og de hellige vandstrøg. Den oprindelige nordiske midsommer i juli? Den fejrer jeg selv hvert år sammen med mit blotlaug Gungnir og andre frænder, både fra NAS og Forn Sidr ved det store sommerblot, som Nordiska Asa-Samfundet holder ved Rökstenen i Östra Götaland i juli måned.Men sommersolhvervet i juni bli'r det altid vågenat og ofring ved vand – så min opfordring er …. ud til kilderne her i denne korte og mælkegrå tusmørkenat, hvor solen så hurtigt dukker op over horisontlinjen igen. Godt sommersolhverv.

Billedet er taget i går aftes, d. 20 juni ude på Kongenshus Hede i det indre af Jylland.

År og Fred, 

 Ulfva Hvidegaard, Forn Sidr- thul