SOMMERSOLHVERV, EN LEGEAFTALE MED SUNNA
Selvom der ikke findes belæg for, at man oprindeligt har haft blot i anledning af Sommersolhvervet, knytter der sig her i Norden mange folkelige skikke til denne tid. De fleste af skikkene er oprundet af det gamle bondesamfund og kan idag måske nok synes lidt mærkværdige, uvedkommende eller i bedste fald blot som en hyggelig leg. Der har især i Sverige, men også enkelte steder i Danmark, eksisteret en udbredt skik, hvor unge piger anbragte ni slags blomster under hovedpuden denne nat, og de ville så måske få deres udkårne at se i drømme. Nogle steder, bl.a. i Småland og Danmark, var det nok med syv slags blomster. I det hele taget er det mulige kig ind i fremtiden det, de fleste af skikkene ved Sommersolhvervet kredser om, og blomsterne synes at være en helt uomgængelig bestanddel. ☀️
Og lige her er det som om tiden er stået stille! Blomsterne er også idag overalt lige nu, hvor de vilde blomster stråler og nejer derude i vinden. Det er nu blomstertiden begynder, og den tiltrækning, blomster har på os, er tidløs!
Så selvom jeg er en midaldrende dame og derfor ingenlunde målgruppen for niblomsts-magien, plukkede jeg ni slags blomster og lagde dem under hovedpuden, før jeg her sidst på natten tog mig en lille en på øjet ude på græsplænen. Resultatet var (heldigvis) helt som forventet: Drømmeløs søvn, ingen udkåren til mig! Selvfølgeligt - så hvorfor gøre det? Fordi det er sjovt og dejligt og det er NU, blomsterne er her!
Tiden er kort! Det er NU livet kan være lettere, det er NU naturen er yppig og grøn og mild . Det er NU vi kan lege og give os hen i alt det grønne! Det er nu, Sunna leger! Det er nu, det er lyst! ☀️ Selvom nogle af de gamle sommersolhvervsskikke måtte virke forældede og fjollede, er den legeaftale, vi her i Norden har med Sunna og sommeren, tidløs ☀️
Note: De ni slags blomster var: Rødkløver, smørblomst, hvid snerre, tveskægget ærenpris, nellike, høgeurt, glat dueurt, kvæsurt og okseøje. Billedet er taget senere her idag, blomsterne er frisket lidt op.
År og Fred,
Ulfva Hvidegaard, Forn Sidr- thul


