NATTEVANDRING - OG ÅRSGANG!

🌑Vintertid er nattetid, og særligt tiden omkring Midvinter er velegnet til nattevandringer !

Når jeg nattevandrer, bruger jeg det som en form for gående udesidning.

Som regel indleder jeg vandringen kort før midnat, og går nogle timer, gerne på landevej eller i skoven. Undervejs åbner jeg sindet for det, jeg møder i natten – hvad som helst. Jeg medbringer altid et offer, mjød eller øl, og foretager så ofringen på passende tid og sted i løbet af min vandring.

🌑Vandringen handler om at bekræfte og uddybe forholdet til Magterne, for mit vedkommende er det primært Odin og det er i bund og grund at betragte som Odindyrkelse.

Jeg har lagt mærke til, at jeg ændrer mig for hver vandring, jeg foretager, og at jeg ikke er helt den samme, når jeg går ind i hjem igen efter en nattevandring, som da jeg gik ud af døren.

🌑Nattevandring er faktisk noget, jeg kan anbefale. Man bør vandre alene, når det skal fungere som gående udesidning, men man behøver ikke at gøre det så ritualiseret, som jeg f.eks. gør, og man kan sagtens korte vandringernes varighed ned. Det afgørende er at komme ud af døren- ud i mørket, hvor Magterne venter!

-

🟤 ÅRSGANG

-

🌑Nattevandringer i vintermørket kan ses som en variant af en gammel skik, formodentligt med førkristne rødder, som kaldes at "gå årsgang".

Det var noget, man flere steder i Norden gerne gjorde nytårsnat, og formålet var at få gud eller andre magter til at afsløre fremtiden for en.

- Måden, det skulle gøres på, var stærkt ritualiseret. Inden, man begav sig ud på årsgang, skulle man f.eks. være alene, faste og forholde sig tavs, og man måtte ikke se ind i ild- alt sammen noget, der minder om den måde, shamaner renser sig på inden et ritual.

🌑Selve årsgangen bestod i, at man på stærkt ritualiseret vis opsøgte steder, der blev anset for at være overnaturligt ladede (ofte korsveje) og her fremsagde remser, måske klæde sig i pels og sætte sig ned mens man gennem længere tid f.eks. betragtede æggen på en økse i håb om, at et overnaturligt væsen skulle lade fremtiden træde frem på øksen, eller på anden vis give et tydbart tegn. Dette er bl.a. påvist at have fundet sted på Island.

🌑Det mest almindelige var dog, at man gik årsgang på kirkegårde, altid et bestemt antal, 3 eller 7 er nævnt.

Opfattelsen var, at de døde hverken brød sig om at blive forstyrrede eller lade de endnu levende få indsigt i fremtiden, så det at gå årsgang ansås for at være forbundet med stor risiko for årsgængeren.

🌑Besøgene på kirkegården skulle derfor foregå på en nøje fastlagt måde og afveg man fra reglerne, kunne det blive farligt.

Årsgængeren risikerede at blive angrebet af f.eks. kirkegrimen eller måske endnu mere sandsynligt af glosoen, det store vildsvin med glødende øjne og en ryg med børster som et barberblad, som hun brugte til at kløve og lemlæste dem, der vandrede rundt udenfor midt om natten !

🌑Så, selvom jeg personligt aldrig opsøger kirkegårde, og man ej heller kan betegne mine nattevandringer som årsgang, så vil jeg mene, at dragningen ud mod vinternattens mørke for at se og lære har dybe rødder i vores nordiske tradition - og bør opmuntres !

God Midvinter ! God nattevandring !

År og Fred,

Ulfva Hvidegaard, Forn Sidr- thul