Juleaften

24-12-2025

❤️Juleaften -

- — denne aften, der af mange asatro sættes lidt i skammekrogen som noget, der ikke er helt ægte hedensk, fordi den er noget, de kristne har fundet på.

Mange holder den ud i strakt arm og forsøger at minimere deres deltagelse, mens de husker sig selv på Vintersolhvervet, som de kalder det ægte og oprindelige hedenske.

Men faktisk er store fejringer ved Vintersolhverv ikke noget, der har sit udspring i vores nordiske tradition; her i Norden er det ikke solhvervet men Midvinterblotet og dagene deromkring, der "er julen", og

denne falder ved den første fuldmåne efter første nymåne efter Vintersolhvervet.

Men selvom det altså ikke er en oprindeligt nordisk skik, er det da naturligt og herligt at højtideligholde solhvervet og Sunnas tilbagevenden i menneskenes verden.

❤️På samme måde,- selvom juleaften d. 24. december er en kristen manøvre, er alt det, vi putter ind i denne juleaften, vores eget, og der er ingen grund til at distancere sig fra løjerne.

Tværtimod er der al mulig grund til at omfavne den gode traditionelle danske jul med alle dens juletraditioner, god mad og drikke, samvær med slægt og venner, glæde, historier, julelysets skær.

Det er folkets jul - alt det, vi altid har gjort, alle traditionerne, gentagelsen!

Deltag !

Lad bare kirken stå tom - men læg din hedenske hånd i min, tag fat i dine frænders hænder og dans glad og helhjertet om det pyntede træ i aften.

For ganske vist er der længe til vort oprindelige nordiske, hedenske Midvinterblot i slutningen af januar 2026, men din slægt fejrer allerede NU !

Så det gør du også - julen varer længe, det samme gør Jolnir !

Hold det hedensk, hold julen i hævd !

God Jul !

Ulfva Hvidegaard, Forn Sidr- thul