I aften er det fuldmåne

For en lille uges tid siden gik udklædte børn rundt og samlede slik ind i anledning af den nytilkomne vælske fest 'Halloween', og samtidigt tændtes lys på mange kirkegårde i anledning af det, kirken kalder Allehelgen. Børnenes rundgang er nok kommet for at blive, for børn er børn og bør principielt aldrig gå af vejen for et lille sukkerchok og en god omgang ballade. I øvrigt er der her i Norden en vis tradition for sådanne rundgange, hvor man hengiver sig til munterhed i den forventning at blive beværtet hos de folk, ved hvis dør man dukker op. Ved juletid var det i ældre tid således mange steder skik, at især landsbyens ungdom drog rundt til de forskellige gårde og 'drak jul' med alt, hvad dertil hører. Julen må som bekendt ikke bæres ud.

Men det var senere - ikke nu ved vinterens begyndelse. Lige nu, ved indgangen til november, er det tid for Alveblótet, et blót der ifølge den gamle nordiske lunisolarkalender finder sted den første fuldmåne efter Vinternætter. Det er et blót, der rækker ud til forfædrene og bekræfter vores egen tilknytning. Kilderne* (*se kommentarfeltet!) beskriver det som en del af en privat kult; noget, der afholdes indenfor slægten, og hvor man ikke indbød folk udefra at deltage - hvilket på denne tid var ret usædvanligt, idet gæstfrihed regnedes for en af de fremmeste dyder.

I aften, d. 5 november, er fuldmånen her så, den fuldmåne der lyser for Alveblótet . Selv blóter jeg med mit svenske blotlaug, Gungnir, og jeg har lagt mærke til, at der er en form for særlig nærhed os blótende imellem ved netop dette blót. Det er som om noget særligt er på spil, og de ydre lag for en stund er skrællet af os, mens vi står i det tidlige vintermørke og byder Magterne og forfædrene ind. Og - de finder vej til os, forfædrene ! De kommer. Der er kraft i Alveblótet. Når vi skutter os, er det ikke kun på grund af blæsten og den krybende bundkulde her i november, men også fordi det at hæve sit horn og drikke med 'dem, der var, før man selv var, og som stadigvæk er, fordi man selv er', lader noget, der er større og ældre end en selv, få form ud af tid og tanke. Det er beslægtethed i mørket.

Alveblótet stemmer til alvor - men også til handling. Nu kommer vinteren, og mørket breder sig. Det er som om det voksende mørke får øje på sårbarhed, og mens mørket vokser, smuldrer og slukkes svage liv - nogle fordi deres tid er kommet, andre pga. skødesløshed.

Tiden efter Alveblótet er for mig tankernes tid - men også tid til at samle, sikre og skabe. Samle det, der er nødvendigt, før mørket afskærer forbindelser; sikre dem, som søger lyset og varmen, og skabe noget at kunne tage med ud på anden side af vinterens lange greb. Det er godt at have noget at række op mod Solen, når hun vender tilbage - noget at vise Sunna !

Vinterhalvåret begynder naturligvis ved Vinternætter, men det er først ved Alveblótet, at man rigtigt prikkes på skulderen og mærker, at man er trådt gennem en usynlig dør - ind i nattetiden, ind i helligtiden. Fra nu af og helt indtil engang på den anden side af Midvinter, befinder vi os her Norden i forfædrenes og fællesskabets tid. Det er bemærkelsesværdigt, at så få har taget det nordiske Alveblót til sig og i stedet læner sig op af det importerede keltiske fænomen 'Halloween/Allehelgen '. Ofte gør de det i den tro, at vi slet ikke har vor egen nordiske, asatro tradition for slægten og de afdøde . Men det har vi. Ikke meget er overleveret om den – men den er der. Lad bare børn slå sig løs med kostumer og græskarfjæs – og vent med selv at byde forfædrene ind, til fuldmånen står op over Alveblótet ! Lad blótbålet være det lys, du tænder for dine døde ! Gør det - i aften ! Eller næste år ? Ses vi næste år til ALVEBLÓT ? Hil forfædrene ! Hil vor nordiske arv !

Følgende beskrivelse (som kan findes på heimskringla.no) er fra Austrfarvisur:

5. Jeg kom til Hov, og døren var lukket. Men utenfra spurte jeg mig for fremoverbøid. Ufortrøden stakk jeg nesen inn, men jeg fikk nesten intet svar av folkene; de sa det var hellig dag. Hedningene jaget mig vekk, og jeg bad trollene ta sig av dem. 6. Gå ikke lenger inn, elendige fyr, sa kvinnen. Vi er hedenske, og jeg er redd for Odins vrede. Den usle kjerring sa at de hadde alve-blot på sin gård; uten betenkning avviste hun mig, som var jeg en ulv. 7. Siden gikk jeg for å finne den gavmilde mann, som mennene sa var den aller beste. Jeg ventet en fredelig mottagelse, men fyren så avvisende på mig. Hvis denne var den beste, da må den verste være meget ond. Dog har jeg ikke lyst til å klandre folk. 8. Jeg savnet Åstas gård på veien østfor Eidskogen, da jeg bad den hedenske bonde om nattely. Jeg traff ikke den mektige Sakses sønn. Ingen gjestfrihet fantes der hos folk. På én kveld blev jeg avvist 4 ganger.