HVILKEN GUD FOR HVAD ? eller - HVILKEN GUD OG JEG STÅR SAMMEN ?

09-02-2025

Når man i forbindelse med blot skal vælge, hvilke guder man vil anråbe, er der nogle kriterier, man tager i betragtning. Ved de cykliske, fast tilbagevendende årstidblot tages de guder ind, som ifølge såvel kildemateriale som ældre og nyere tradition forbindes med de vilkår, hver enkelt årstid stiller mennesket overfor. Vi påkalder f.eks. Jolnir om vinteren ved Midvinterblotet og Odin om foråret ved Sejrsblotet , Sif når det er tid for kornhøsten, Frej når våren melder sin ankomst, Sunna (og måske Balder) både ved midvinter- og midsommertid , Frej og Tor til alle tider. Sådan noget som årstid er et objektivt kriterium, men mere subjektive kriterier spiller naturligvis også en rolle. Nogle blot afholdes som respons på en konkret opstået situation, hvilket bestemmer valget af gud(er), og ofte er det strengt personlige præferencer, der afgør hvilke guder , der vælges fra eller til, og hvilken gud den enkelte blotdeltager personligt vælger at anråbe eller dedikere sin skål til. Det er helt naturligt. Men der er to fænomener, der undrer mig. 


Det første fænomen, der undrer mig, er, at mange har en tendens til at ville tage udgangspunkt i et abstrakt begreb og så vælge den gud eller gudinde, man mener matcher dette begreb bedst. Et eksempel er, at man skal til eksamen og så formulerer man begreber som viden, intelligens, analytiske evner, hukommelse osv. og spørger om, hvilken gud, der bedst repræsenterer disse (abstrakte) begreber. Det er lidt som at tage udgangspunkt i en slags facitliste med to rækker, abstrakt begreb i den ene og matchende gud i den anden. Det forekommer mig mekanisk, som trukket i en automat: "Jeg skal bruge viden/visdom og analytiske evner – lad mig se, så skal jeg have nr. 3 fra oven, knappen der står Odin på". Men kender man Odin ? Har man et personligt forhold til Odin og er Odin (eller Frigg) pr. automatik relevante for alt, der kan associeres med viden og visdom ? Jeg mener personligt, at det er mere naturligt at tage udgangspunkt i, hvilken situation, man selv 'står i' , og ikke forskellige ideer om hvad guder 'står for.' Jeg ville gå ud fra, hvilke guder, jeg selv har et personligt forhold til. Og selv hvis jeg har (og det har jeg) et tæt personligt tæt forhold til Odin, ville jeg muligvis slet ikke henvende mig til Odin i forbindelse med en eventuel eksamens- eller uddannelsessituation. Jeg opfatter det nemlig ikke sådan, at Odin 'står for visdom'. Det er korrekt, at Odin (blandt meget andet) er præget af at bruge sin omfattende indsigt og visdom, når han interagerer med mennesker og andre megin – men Odins visdom er et redskab, ikke en størrelse, der bare smitter af, eller som man kan låne. Hvis eksamensproblemerne f.eks. drejer sig om, at det er hundesvært for en, og at der står meget på spil, er alt det med indsigt og analytiske evner m.m. måske også ligegyldigt, idet det, man har behov for, egentlig er at kunne holde til presset og at have styrken til se det hele falde fra hinanden, hvis man dumper. Så bør man nok henvende sig til den gud, man har et nært personligt forhold til, altså den gud, som kender en, og som man selv kender. 

Min pointe er ikke, at det er forkert at forbinde Odin med visdom eller at anråbe Odin i forbindelse med f.eks. eksamen. Pointen er, at det er ens personlige forhold til Odin, der er det naturlige udgangspunkt – ikke hvilke abstrakte begreber man forbinder med Odin. 


Det andet fænomen, der undrer mig, er afledt af det første, nemlig det, at man nogle gange oplever, at der kommer (især) gudinder på banen, som vi egentligt ingen overleveringer har om; gudinder som ikke figurerer i nogen myter og som vi udelukkende kender fra en liste, der figurer en enkelt gang hos Snorre og hvor der strengt taget slet ikke er belæg for, at de nogensinde er blevet dyrket - og i givet fald hvordan. Et eksempel herpå er Eir, som i Gylfaginning er nævnt som den 'bedste læge', og som mange derfor anråber ved blot, når de selv eller andre er syge. Muligvis har gudinden Eir spillet en rolle som lægekunstens gudinde, og været den, folk anråbte ved sygdom – men vi ved det ikke, for der er intet overleveret om hende; intet der evt. kunne tegne et billede af, hvem og hvordan, Eir er. Så at anråbe Eir er lidt som at have tastet sygdom/helbred ind på et display og set, hvilken korresponderende gud, der lyste op på tavlen. Der er næppe mange, der har kultiveret noget personligt forhold til Eir eller kender hende. Naturligvis er det i princippet muligt at lære Eir at kende, men der er ikke rigtigt noget 'derude' at gå efter. 

Jeg ville personligt aldrig anråbe Eir, som for mig kun er et navn. Jeg ville altid, hvis jeg selv eller nogen anden var syg, i stedet for 'lægekunstens gudinde' anråbe min gode ven Tor, en bulderbasse, men også menneskets beskytter – og en gammel, trofast ven af familien. Odin og Tor er begge mine fulltrui, og Tor har altid hjulpet mig, når det virkeligt gjaldt og jeg selv intet mere har kunnet gøre. Tor har altid både grebet min hammer, når jeg som et offer har kastet den til ham, og kastet den nødvendige hjælp tilbage til mig. Eir derimod kender jeg ikke
Jeg ville meget gerne høre, hvad jeres udgangspunkt er, når i vælger at anråbe en given gud ! Og hvis nogen har erfaringer med at kultivere personligt forhold til guder eller gudinder, vi intet ved om – ville det være meget interessant at høre om ! Sig endeligt frem ! 


År og Fred
Ulfva Hvidegaard- thul, Forn Sidr


Billede: Ulfva Hvidegaard