Høst - når vinteren rejser sig forude.
Nu, hvor sommeren trods de lune temperaturer endegyldigt har taget afsked med os og er afløst af kaskader af regn, blæst og tidlig skumring, begynder folk rundt omkring at belave sig på høstblót - og for nogles vedkommende også på Vinternætterne, der falder om nogle uger, ved fuldmånen d. 7.okt. I en vis forstand er det som om, man vægrer sig ved at acceptere, at sommeren allerede er forbi. Høstblót ? Igen. Høstfest ? En gammel skik - og en skik som de fleste af os har mistet den fysiske kobling til. Vi får jo mad på bordet på anden vis end ved som bonden selv at lægge frø i jorden og så senere samle resultatet op af selvsamme jord. Vores overlevelse er ikke afhængig af den føde, vi selv formår at fravriste skov, marker, hav og fjord- det er allerhøjst et supplement. Vores fadebur fyldes på anden vis; vi bytter os til det meste, og forsyningerne synes jo aldrig at kunne tage slut. Det kan de i virkeligheden selvfølgeligt godt, men hvor mange af os er reelt i stand til at forestille os, at forrådet pludseligt slipper op, og der ikke er nogen føde at finde nogetsteds, mens kulden og mørket synes uendelig ? Ikke mange. At overleve vinteren kræver fortsat mad, varme og læ, men dette er i dag blot lig med et åbent supermarked og en bolig med radiator eller brændeovn - absolut indenfor rækkevidde for stort set alle i Norden i dag, hvis de vil.
Men at komme helskindet igennem mørketiden, kræver faktisk også noget andet, nemlig FÆLLESKAB og FORMÅL
Formål ? Er det at klare sig igennem vinteren et formål i sig selv ? Eller vil man klare sig igennem, fordi det at være i live, når vinteren slipper sit tag, er en forudsætning for noget andet, som man har gjort til sit formål – og som vel at mærke ikke er ens egen person ? Måske fællesskab og fremtid ? Er fællesskabet blot et fænomen, der er godt for os, fordi det styrker vores chancer for overlevelse ? Eller er fællesskab i sig selv formål ? Ja, det vil jeg mene. Fremtid forudsætter både fællesskab og formål. Vi søger selskab, når vi mødes til høstblot, og det gør vi ret i ! For dette blót er også på en og samme tid høstgilde og sågilde, hvor vi ved at mødes og blóte bekræfter fællesskabet med hinanden og Magterne,
Hvem er de Magter, vi byder ind og hylder på denne tid af året ? Det varierer, men for mig hænger høsttid sammen med især Idun, en gudinde vi kun ved lidt om, idet ikke meget er overleveret - udover at det er hende, der har de æbler, der skænker asernes ungdom og styrke. Jeg personligt ser Idun som høsttidens gudinde; gudinde for gyldent lys, mæthed, fylde og forrådskamre. Hun viser sig som væde, som regn på græsset, som den enlige hasselnød. Når alt går på hæld, og løvtræerne trækker grønkorn ud af bladene for ikke at ødsle det dyre klorofyl i det snart alt for sparsomme vinterlys, så ser jeg Idun trække i trådene. Idun er den Magt, der lader de gule og røde bladhylstre slippe og dale mod jorden. Hun er både løvfaldet og den synkende sol- men hun er også det depot af solskin, der får os igennem og ud på den anden side.
Vinternætterne er indgangen til det nye år i nordisk tradition; vinteren er en forsnævring i livets strøm som alt skal igennem før det, måske, kan flyde videre. Det er vigtigt at blóte ret ved denne tid, thi hver overlevet vinter er endnu en snoning i Nordens slægtstråd ! Så - godt høstblot til alle !
År og Fred, Ulfva Hvidegaard, Forn Sidr- thul