At ofre til nissen

☀️AT OFRE TIL NISSEN

🌑🌑🌑🌑🌑

--

🌑🌕 Hen under jul sætter jeg grød ud til nissen. Ret beset gør jeg dette året rundt og ikke blot ved juletid. Når jeg er hjemme, lægger jeg hver morgen en lille bid af min morgenmad på et skærebræt og bærer det udenfor for at lægge det under havens offertræ som et offer til stedets vætter- heriblandt nissen som jo er navnet på den vætte, der knytter sig til selve huset og dets beboere.

🌑 Nissen er husvætten og rejser ikke bort, når julemåneden er ovre; nissen er her også, når egetræets knopper brister i maj, når skvalderkålen står højt i juli, når brombærrene modnes og når sensommeren går på hæld.

🌑 Nissens nutidige association til juletiden, kommer af, at det netop er i forbindelse med julen, at vor hedenske arv har været mest modstandsdygtig og overlevet i sin allermest rå og upolerede form op gennem århundrederne.

Den nordiske jul har simpelthen været af et ganske særligt hårdt materiale - og ørkenreligionens kværn er i vid udstrækning kommet til kort i de nordiske lande. Jul forbliver jul - ingen "Kristmesse" heroppe, tak !

🌑🌕 Husvætten overlever i folketro og folkepraksis og kaldes i Danmark og Norge for nissen, i Sverige for tomten - og ofring til husvætten er en bundhedensk praksis, der videreførtes trods kirkens mishag.

I julen (tiden omkring det gamle Midvinterblot) får husvætten i lighed med alle andre på gården særligt god forplejning.

Grød var jo tidligere en fast bestanddel af folks kost, og til jul skulle det helst være den fine af slagsen, sødgrød, dvs. grød kogt på mælk i stedet for vand, gerne med en klat smør.

Når det gjaldt grød sat ud som offer til nissen, var det i øvrigt vigtigt, at smørklatten var synlig, for ellers kunne nissen blive noget så sur og skuffet – og da var folk på gården ilde stedt.

🌑🌕 Alt dette lyder jo som noget, der hører til i fordoms tid. Idag har folks fokus og forståelse skiftet.

Alligevel dukker ægte nordiske nisser og nissefigurer stadigvæk op allevegne ved juletid. På trods af det amerikanske, kommercialiserede cocacola-påhit 'julemand med kane og skorsten ' – er det stadigvæk vor gamle indfødte nisse, der "sidder på loftet med sin julegrød ".

🌑 Og jeg er ikke den, der lader nissens skål stå tom ! Hvorfor ? Tror jeg da på nisser ? Nej, jeg tror ikke på nisser, jeg er tro mod nisserne !

🌑 Min personlige forståelse af verden er animistisk, og jeg anser nissen og de andre vætter ( ikke-menneskelige personer), for en realitet og en del af min arv. De er en del af den øvrige natur på lige fod med mig selv.

Når jeg f.eks. er på farten og gør ophold på fremmed mark, ofrer jeg lidt til det pågældende steds vætter, gerne mad eller drikke. Har jeg ingen madpakke med, river jeg et lille stykke papir af en avis eller en serviet og siger en kort remse.

Jeg fortæller, hvad jeg gør, når jeg lægger offeret. Jeg 'åbner hånden' og viser, hvem jeg er. Det er høfligt !

🌑 For uanset hvad, skal man sameksistere med omgivelserne, og når det gælder vætter, var de der som regel, før man selv ankom. Det er vætterne, der er Markens Rådere, ikke mig.

Det er i min egen interesse at stå mig godt med vætterne - og da i særdeleshed med den vætte, man deler bolig med - hvad enten det er et afsides hus på landet eller en boligblok i storbyen !

Hos mig får nissen sit offer hele året.

🌑🌕 Men Vinteren er Helligtid, og julen er denne helligtids højdepunkt, viet til selve fællesskabet mellem Magter og Mennesker.

Julen er en åbning i tid og rum, hvor tilknytningen mellem Magter og Mennesker bekræftes - i det dybe midvintermørke åbner vi hånden.

🌑 Når mennesker fejrer og bloter sammen, er Magterne budt til bords, og vi bekræfter det bånd af gensidighed, der knytter alt sammen.

At sætte grød ud til nissen er et offer; et gave- og takkeoffer, men først og fremmest et fællesskabsstiftende offer.

🌑🌕 Men- tror jeg faktisk, at det er en lille mand i rød tophue, der har slikket den skål, jeg satte udenfor, ren ?

Ved jeg da ikke, at det er gjort af en ræv eller en forbipasserende kat ?

🌑 Jo, men jeg kan jo ikke med sikkerhed vide, HVEM der har slikket skålen ren.

Sandsynligheden for, at det er et dyr er stor, men – hvorfor skulle f.eks. en ræv og en nisse gensidigt udelukke hinanden ?

Og hvorfor skulle nissen ikke se på mig gennem en vildkats øjne, mens den stryger forbi derude ?

---

---

🌑🌕 Skulle dette syn på virkeligheden være for mærkværdigt for nogle, er der et aspekt ved al form for ofring, som ofte forbigås og glemmes - nemlig at selve den handling, et rituelt offer er, påvirker og kultiverer sindet – ligegyldigt hvordan man forestiller sig modtageren.

🌑 Uanset hvordan, man har det med nissen og de andre vætters realitet, så skærper selve offeradfærden ens opmærksomhed i forhold til omgivelserne.

Så når jeg sætter grød med smørklat ud til nissen eller hænger juleneget op til Thors gedebukke, så skærper jeg lidt efter lidt mit forhold til Magterne og det mentale råderum udvides.

Man ser længere.

🌑🌕 Så, af med de fine fornemmelser - giv nissen, hvad nissen skal have !

Offerskålen fyldes og tømmes, og fyldes og tømmes, og fyldes og - ligesom Solen synker ned og kravler op, og synker ned og kravler op -

Julen ruller ! ☀️

År og Fred,

Ulfva Hvidegaard, Forn Sidr thul