Skip to main content
Samfund og Trosamfund

Forn Sidrs runesten

By 28. marts 2016juli 15th, 2018No Comments
Gravpladsen i odense af Søren Kruse

Forn Siðrs runesten

 

Den 18/11-2006 rejste Forn Siðr en moderne runesten i Jelling.

Den 7/3-2015 flyttedes stenen til Forn Siðrs gravplads i Odense.

Her kan du se et billede af stenen, læse den tale, som formand Linda Nørgaard holdt ved afsløringen, samt læse den tale som næstformand Per Brandt Rasmussen holdt ifm. flytningen. Stenen er placeret på Assistentkirkegården i Odense.

Teksten på runestenen

”Forn Siðr satte denne sten
til hyldest for
de mænd og kvinder
der atter knyttede tråden
til Magterne
fra den gamle skik.”

 

Ved indvielsen: Kære frænder, kære gæster

Når man i overført betydning siger, at noget står skrevet i sten, mener man, at det er sikkert og vist og helt ufravigeligt. Vi står her i dag for at afsløre et kunstværk og en tekst, der står skrevet i sten – i helt konkret betydning. Hvad der står på stenen, vender jeg tilbage til senere.
Først vil jeg gerne ganske kort opridse baggrunden for kunstværket og baggrunden for, at vi står her i Jelling sådan en novemberformiddag. For præcis 9 år og nogle få dage siden blev Forn Siðr stiftet på det smukke Mols af 12 personer fra hele landet, og i denne weekend kan vi så altså fejre jubilæum, 9 år, næsten 600 medlemmer, en godkendelse som trossamfund og en masse oplevelser senere. Det er altså en glædelig begivenhed. Jeg kan garantere jer for, at kunstværket er smukt, og vi er meget stolte af at lægge det frem for Danmarks befolkning med Forn Siðr som afsender. Det lyder vel alt sammen fredeligt og behageligt. Ikke desto mindre har planerne om dette kunstværk vakt stor opsigt og endog vrede i visse kredse.

Lige siden vi i foråret forsøgte at indlede et samarbejde med Jelling Kommune om en placering, har vi oplevet overskrifter om strid mellem kristne og asatro, og hver gang jeg har talt med journalister er jeg blevet spurgt, om det da ikke også bare er noget, vi gør for at provokere. Jeg har typisk svaret dem, at hvis det var ment som en provokation, ville vi nok ikke have betalt så mange penge for et smukt stykke kunst, men i stedet have opstillet en væltet godsvogn eller en gigantisk fallos. Det er nu alligevel interessant, hvorfor nogle opfatter sådan et fint tilbud og sådan et fint kunstværk som en provokation. Den konklusion, jeg er nået frem til, står for min egen regning, men jeg synes at have iagttaget, at provokationen opstår, når asatro beskues gennem kristen optik. Og vi må ikke bilde os ind, at der ikke er mere kristen optik i dagens Danmark, end man måske sådan lige tænker på.

Vi lever i et samfund, der endnu har en adskillelse af kirke og stat til gode, og hvor folk, der tror på en enevældig og alvidende gud, arvesynd og såkaldt frelse, har forrang og fylder mest. Og det jeg er nået frem til er, at gennem deres optik udgør vi asatro en provokation ved vores blotte tilstedeværelse. Når det altså har skabt vrede, at vi så meget som kunne overveje at rejse en såkaldt moderne runesten i det Jelling, der allerede har en sten stående, hvorpå en vis Harald erklærer danerne kristne, er det ikke stenen i sig selv, det handler om, men det den betyder. Og her er jeg altså nødt til at skære klart igennem.

Hvis vores blotte tilstedeværelse og vores ønske om at være en del af det religiøse danmarkskort, og f.eks. have lov til at udtrykke vores tro gennem kunst, er en provokation, ja så ønsker vi at provokere. Hvis det er en provokation i sig selv, at vi dyrker mange guder og ikke anerkender den kristne gud, ja så ønsker vi at provokere.

Når det er sagt, så har vi faktisk oplevet, at virkelig mange danskere har glædet sig til denne sten, og fundet Forn Siðr og projektet sympatisk eller interessant og i hvert fald ikke provokerende.

Den vrede over projektet, som vi har mødt, har så vidt jeg kan vurdere haft kristne afsendere, så det er altså ikke såkaldt almindelige danskere, der har haft noget imod, at vi markerer vores jubilæum kunstnerisk, men kristne eller kristent inspirerede grupper eller enkeltindivider. Og her er jeg igen nødt til at sige det lidt kort og kontant og på rungende jysk: Det kan vi altså ikke tage os af. Derfor håber jeg også, at det kunstværk, som I snart får lov til at se, vil være til glæde og til gavn, til fryd og til fornøjelse for både Forn Siðrs medlemmer, alle i lokalområdet og enhver anden, der enten sætter pris på spændende kunst eller på at der er plads til den gamle skik her i landet.

I Forn Siðr er vi ikke-missionerende, og det betyder, at vi mener, at asatro er noget man på den ene eller anden måde skal finde i sig selv, men jeg mener i hvert fald personligt, at der var mange flere, der ville tage den forne sæd til sig, hvis de havde mod til at kaste de faste rammer og folks forventninger af sig. Det er altså ikke stenens formål at være medvirkende til at omvende folk til asatroen eller på nogen måde trække noget ned over hovedet på nogen, men jeg håber, at stenen vil være til inspiration på mange forskellige måder.

At stenen nu er færdig og rejst og klar til at komme frem i lyset, er langt fra kun Forn Siðrs fortjeneste. Jeg vil derfor gerne sige en stor tak til Filip Møller, der har lavet kunstværket. Han har arbejdet hårdt, og vi er yderst tilfredse med resultatet. Tusind, tusind tak.

Jeg vil også gerne sige tak til Sanne og Jan, der ejer det stykke jord, stenen står på. Sanne og Jan er ikke asatro overhovedet, men jeg tror godt, at jeg kan sige uden at fornærme dem, at de har udvist gode hedenske værdier ved at åbne deres verden for os og være med til at give os plads, bare fordi det synes de, at vi skal have lov til. Og tusind tak for det.

Vi har lige sunget “Jeg ser de bøgelyse øer”, som godt nok er skrevet for en hel del år siden ved en helt anden lejlighed, men som jeg synes giver et dejligt øjebliksbillede af det land, som vi ikke bare bor i, men som vi er en aktiv del af, og af den historie, som vi er nyeste led i. Vi er dværge på kæmpers skuldre. Vores moderne runesten bliver rejst endnu i Forn Siðrs ungdomsår, men vi håber, at den vil stå i mange år og vække klangbund ikke kun i Jelling og Hovedlandet, men i hele Danmark.

Om lidt bliver den nøjagtige ordlyd af stenens runetekst afsløret. Der står, at stenen er rejst til hyldest for dem, der igen knyttede tråden til magterne, men bag disse ord skal selvfølgelig først og fremmest læses en hyldest til de nordiske guder og magter. Stenen bliver først afsløret om lidt, men i nat blev den indviet til magterne, og allerede for et godt stykke tid siden blev solhjulet på toppen indviet for sig selv. Jeg blev på et tidspunkt spurgt – også af en journalist – om det her kunstværk var religion eller kunst. Jeg kunne kun svare, at det er begge dele. Der er også stadig nogle, der kan finde på at spørge, om vi virkelig tror på vores guder, og til dem kan jeg kun sige ja, vi tror. Det står skrevet i sten!

Hil magterne!

Linda Nørgaard
Formand for Forn Siðr (Forhenværende)

 

Ved flytningen: En vandreblok

Denne sten som vi i dag med møje har bragt her til vor begravelsesplads i Odense er ikke bare en sten.
Alt har liv – også denne sten.
Stenen begyndte sit liv som en bøvs fra underverdenen for millioner år siden langt herfra.
Født af glødende masser som gav den det unikke udseende med flere farver; men ingen kunne se den, for der var ingen i verden. Stenen flyttede rundt drivende på kontinenterne og havnede langt mod nord.
Her lå den så – i mellemtiden var der kommet liv og nogen så den.
En vætte valgte den som sin bolig dér under nordlysets tæppe – levede fredeligt med sig selv og sine naboer.
For nogle tusinde år siden blev det koldere og en iskæmpe kom forbi.
Kæmpen vandrede og dens skridt lød som torden – det ved enhver der har rejst i de lande hvor iskæmperne bor.
Stenen og vætten hang fast i iskæmpens fodsål, og først da iskæmpen under solens brand gik hen og smeltede faldt stenen af på det sted der i dag kendes som Molger ved Horsens.
Der levede den begravet dybt under grus og sand i tusinder af år indtil nogen anlagde en grusgrav på stedet.
Én dag blev stenen gravet frem, og en stensmed kom forbi i sin søgen efter en egnet sten til Forn Sidrs Jellingesten.
Vætten, som kunne tænke sig forskønnelse af sin bolig råbte ”tag denne sten”

Stensmede har et særligt talent for at høre sådan noget, og stenen blev derfor bragt hjem på Filips værksted.
Med magiske hamre bearbejdede Filip stenen, glattede dens top og satte et solhjul på den – siden ristede han runer så fremtidens slægter kan se at vi var her og genoplivede den gamle skik.
Efter megen diskussion om placering – i eller udenfor Jelling – blev resultatet så at det skulle være udenfor Jelling.
Stenen og den iboende vætte havde nu i nogle år sin bolig på Fårupvej ved Jelling; men den lidt afsides placering var ikke tilfredsstillende da en så smuk sten skal ses og kongers sten kaster skygge!

Vi har derfor besluttet at flytte stenen hertil – og håber at vætten er tilfreds med at være her.
Se det var fakta – men – hvad betyder stenen så for os?
Det er en markering – en fejring af at den gamle skik igen lever i form af et trossamfund….
Den gamle skik har levet siden tidernes morgen i ugedage og i stednavne; men de Nordiske magter har der være ret stille omkring – længe – alt for længe – derfor satte vi stenen i Jelling, og for at gøre det endnu mere tydeligt flytter vi den hertil – til dette sted hvor vi kan mindes vore døde.

Det er vort håb at stenen som har været vidt omkring nu har fundet et blivende sted således at også fremtidens slægter kan glædes over den og vide at den gamle skik lever – her hvor de levende møder de døde!

Per Brandt Rasmussen
Næstformand for Forn Siðr (Forhenværende)

0

Din varekurv