Uias Blótlaug: (Fyn)

 

Uias Blótlaug er et Fynsk blótlaug med base i Odense. Navnet Uias stammer fra det oldnordiske ord "Uiasgard", som var en betegnelse for Fyn. Blótlauget er i sin nuværende konstruktion fra 2001, men bygger på erfaringer med to hedengangne blotgrupper, der førhen opererede på Fyn - henholdsvis Fyns Blótlaug og Uias.

Uias Blótlaug henvender sig hovedsageligt til asatroende, som bor på Fyn eller har en eller anden naturlig kontakt til Fyn. Men vi vil gerne besøges af og blóte sammen med asatroende fra andre blótgrupper/landsdele.

Vi holder selv fire årlige blót på forskellige gamle helligsteder (dog ikke kirker) for at mærke kraften fra vore forfædre, der for mere end tusind år siden stod de samme steder og gjorde som vi - hyldede deres forfædre og de gamle nordiske guder under åben himmel.

Sommersolhverv er vores største fest og afholdes normalt ved Glavendrupstenen på Nordfyn. Vintersolhverv holdt vi i mange år i en kopi af et jernalderhus på Hollufgaard, men i de senere år har vi søgt mod steder, hvor køkkenfaciliteterne var lidt mere i overensstemmelse ønskerne til maden. Senest Krængerup Højskole på Vestfyn. Ved forårs- og efterårs- jævndøgn forsøger vi at besøge både gamle helligsteder og afprøve nye blótpladser på Fyn.

Vi blóter som hovedregel på den lørdag, der ligger tættest selve dagen. (Solhverv/jævndøgn). I mange år blótede vi på selve dagen, men det var der en del ulemper ved. Bl.a. var folk tit stressede, når de kom lige fra arbejde og desuden skulle man ofte på arbejde igen dagen efter.

Når man blóter, er det en integreret del arrangementet, at man deler et måltid bagefter. Ofte - men ikke altid - med hestekød til ære for Odin. Somme tider med den finurlige drik "Bjørr" og allerhelst med bål. Det koster normalt 100 kroner at deltage i et blot alt inklusive. Drikkevarer ikke medregnet. Forplejningen kan variere efter årstiden og nogle gange skal man selv medbringe noget tilbehør. Nogle gange har vi overskud på det - andre gange underskud.

Udover de fire årstidsblót mødes vi altid ca. en måned før det næste blót for at planlægge det. Hvor skal det være, hvem skal være kultforetter, hvem bager boller, hvem køber ind etc? Det er også på disse formøder, at man kan gøre sin demokratiske indflydelse gældende. Tovholderen i Uias er en bestyrelse på tre personer, der vælges hver år på Glavendrup, men vi har altid haft en flad beslutningsstruktur, hvor alle afgørelser af betydning blev afgjort på formøderne. Dvs. at det i Uias er de aktive, der bestemmer. Nye medlemmer og interesserede er også meget velkomne til formøderne, så de kan møde nogle af girafferne, før det går løs til selve blótet lige som vi så får en chance for at se de nye an.

Ud over blót og formøder prøver vi at arrangere hedenske hyggeaftener på en Odenseansk cafe, hvor nye interesserede kan møde nogle af os over en kop kaffe, en sodavand eller hvad man nu foretrækker.

Desuden står det medlemmerne frit for at tage initiativ til studiegrupper eller måske en udflugt i de måneder, hvor vi ellers ikke mødes. Vi føler at det er vigtigt, at man ser hinanden mellem blótene, så man ikke står blandt lutter "fremmede" på selve dagen. Et godt blót kan give fred i sjælen og måske kontakt med guderne. Men det kræver koncentration, ro og trygge omgivelser.

Uias består for tiden af ca. 30 betalende medlemmer, som er i indbyrdes kontakt via en mailingliste/et Forum. Det står medlemmerne frit for at være mere eller mindre aktive, men vi er sjældent mindre end 20 mennesker til et blót.

Det koster 100 kroner at være medlem om året.

Aldersmæssig spreder vi os fra 20-65 år - dog med en vis overvægt af yngre mennesker (under 35...). Erhvervsmæssigt er spredningen også stor. Uias er upolitisk, men medlemmerne stemmer nok stort set på alle tænkelige partier fra Dansk Folkeparti henover midten og ud til Enhedslisten. Vi har tradition for at der er højt til loftet i Uias. Dvs. at man kan sige, hvad man tænker, når man sammen med sine frænder i Uias - så længe man respekterer, at andre kan have holdninger, der er diametralt modsatte af ens egne - og er villig til at være lige gode venner næste gang man mødes i Uias alligevel. (Frihed for Loke såvel som for Thor!)

Uias er ligesom Forn Sidr ikke missionerende, men deltager i oplysningsarbejde omkring asatroen i det omfang, vi bliver kontaktet af skolebørn, studerende, journalister og andre interesserede.

Uias har haft stor "succes" i form af medlemstilgang hen over årene, og folk har hygget sig så meget, at den forventede opsplitning i nye, mindre blótgrupper udeblev indtil for få år siden. Som det ser ud nu, er mange medlemmer af Uias også medlemmer af mindre fynske undergrupper, som er defineret ud fra mange ting som f.eks. alder, personlig kemi, fælles interesser og geografi. Om man blóter i denne gruppe eller til det officielle Uias-blót - eller måske begge dele er helt op til den enkelte.

Den "ideelle" gruppestørrelse til et blót ligger efter vores mening på 10-20 personer, hvis man skal kende hinanden godt nok til at føle samhørighed og inderlighed under et blót. Uias har derfor været lukket for nye medlemmer i perioder, men vi bestræber os på at være åbne og tilgængelige for alle interesserede, fordi vi synes, der altid skal være et fynsk tilbud til seriøse asatroende.

Den daglige ledelse af Uias varetages af bestyrelsen og Uias kan kontaktes via formanden,

 Brian Skogemann på e-mail eller mobil:

brian_skogemannsnabelAbhoclan.dk

brian skogemann gotersvej 12,2 th 5200 odense V

 tlf. 60802543

 



Website by: TinX/dk